Stand-up-comedy
Hele tre store navne er garanter for et godt grin, når VærelZe 313 blænder op for et brag af en sæsonafslutning. Det foregår onsdag d. 25. maj kl. 19 på Kulturhotellet i Rønde. Vi får besøg af Mikkel Klint Thorius og Ane Høgsberg, der står for aftenens underholdning under Simon Tangs rutinerede værtsskab.
Selv om aftenen er arrangeret af egnsteaterets ungdomsafdeling, er alder ingen undskyldning. Alle kan være med til at fejre, at det igen er tilladt at le højt og længe!


Ane Høgsberg
Ane Høgsberg er en grænsesøgende og kompromisløs komiker, som holder af at tale om de mørke sider i mennesket. Materialet er leveret med en jysk charme, der gør det svært ikke at overgive sig til grinet, når hun serverer de mest ubehagelige sandheder med et glimt i øjet.
Ane har optrådt siden 2008 og vandt i 2016 talentprisen ved ZULU Comedy galla. Samme år lavede hun sit første soloshow, Dårlig Feminist. Showet spillede for udsolgte sale og blev efterfølgende sendt på TV2 ZULU. I foråret 2019 lavede hun sit andet soloshow, Døden Har En Årsag, og til efteråret 2022 tager hun endnu engang en tur rundt i Danmark med sit nyeste show, Morskab.
Mikkel Klint Thorius
Mikkel Klint Thorius er allerede nu blandt de etablerede og hårdtarbejdende komikere i landet, og han står på kanten af sit brede gennembrud. Med en stor portion selvironi behandler han samfundsforhold, overvågning, politik og ikke mindst sin egen generation og sit eget livs begivenheder.
Mikkel er kendt som vinderen af Comedy Fight Club Live på TV2 Zulu, og for sit første onemanshow, Hvid Skyld, der også udkom hos Netflix. Senest har han turneret Danmark med showet, Vanvittig. VærelZe 313 anbefaler kraftigt at man kommer og oplever Mikkel Klint Thorius i Rønde, så man bagefter kan sige: "Jeg så ham, da han var på vej op". For Mikkel bliver stor. Han bliver rigtig stor.

Showet styres med rappe replikker og nordjysk lune af aftenens vært, Simon Tang. Simon er ét af de mest arbejdsomme talenter i Danmark. Han indtager han scenen med overbevisning, og joker gennemtænkt og selvironisk om hverdagens udfordringer.
Han slog sit navn fast med en 3.-plads ved DM i Stand-up 2018 og en nominering som "Årets Talent" ved Zulu Comedy Galla 2020. Med sit uskyldige og charmerende, jyske lune vil han binde showet sammen på Kulturhotellet, så publikum føler sig i gode og trygge hænder aftenen igennem.
Showet varer ca. 2 timer inkl. pause - og VærelZe 313 giver pizza!
Billetter kan købes på go-syddjurs